Anne Marie (Carl) Nielsen kom til verden 21. juni 1863 på Tygesminde i Sønder Stenderup sogn. Forældrene var proprietær Povl Julius Brodersen (1827-1899) og Frederikke Johanne Christine Gylling (1825-1904.)
Hun blev gift med den fynske komponist Carl August født den 9. juni 1865 som døde den 3. oktober 1931. Hun døde den 21.februar 1945.
De havde børnene, Irmelin, født 1891, Anne Marie, gift Telmányi, født 1893, og Hans Børge født 1895.
Anne Marie Carl Nielsen var den første kvindelige danske billedhugger, der skabte monumenter, som i størrelse og betydning kan sidestilles med de mandlige kollegers. Også med hensyn til konkurrencer, udstillingsaktivitet og bestillinger gjorde hun sig professionelt gældende på lige fod.
Hendes hovedværk er Rytterstatuen af Christian IX på Christiansborg Slots Ridebane, opstillet i 1927, næsten 20 år efter at Anne Marie Carl Nielsen vandt den indbudte konkurrence. Hun var den første kvinde herhjemme, der gav sig i kast med et ryttermonument, hvilket var en stor og krævende opgave, ikke blot fysisk. Kunstnerisk gjorde hun det vanskeligt for sig selv ved at insistere på selvstændighed og nytænkning frem for at følge kendte forbilleder. Det gælder valget af hesterace og stillingsmotiv, portrættet af den ridende konge, tolket som en ny tidsalders monark, og endelig soklen, der i udkastet bestod af figurer, som symboliserede det danske folk i friskulptur og relieffer. Det var en original idé, men soklen blev der ikke penge til at realisere. En reminiscens er monumentet for Den danske Redningsmand, 1910-12, opstillet 1934 i Skagen i stort format. Ryttermonumentet havde nær kostet Anne Marie Carl Nielsen hendes ægteskab. For hende var professionen det afgørende i livet og i de situationer, hvor hun måtte vælge, lod hun oftest hensynet til sit arbejde veje tungere end omsorgen for sine børn og sin mand, komponisten Carl Nielsen. Det var dog aldrig let for hende at træffe disse beslutninger, men i familiens tjenestepige Maren Hansen havde hun en trofast støtte, der klarede husholdningen og var børnenes faste holdepunkt. Kreativiteten og den gensidige respekt bandt ægtefællerne sammen, men i lange perioder havde Anne Marie Carl Nielsen ikke overskud for sit eget til at give ægtefællen den støtte, han havde brug for. Årene 1914-22 var en krisetid, hvor de faktisk levede adskilt. Anne Marie Carl Nielsen kom ikke let til sin karriere. Hun var vokset op på en gård nær Kolding i et miljø uden tradition for kunst. Hun fik et nært forhold til husdyr, særlig heste og køer, og havde tidligt øje for det karakteristiske i deres bevægelser. Det var en viden, som blev grundlæggende i hendes senere arbejde. 12 år gammel begyndte hun at modellere i forhåndenværende materialer som smør og ler og fik som 17-årig sin første egentlige undervisning i Slesvig. Trods skolens skriftlige udtalelse om hendes udprægede talent ville hendes fader ikke høre tale om andet, end at hun skulle lære husholdning. Men Anne Marie Carl Nielsen var på én gang oppositionslysten, stædig og resolut og fik gennemtrumfet et par prøveår i København, hvor hun blev elev af August Saabye. Meget hurtigt debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling, 23 år gammel, og da hun 1887 vandt Neuhausens Præmie for den store gruppe Thor med Midgaardsormen var vejen åben. Hendes næste betydelige arbejde var det ikke-præmierede guldmedaljeprojekt 1889 med det nordiske motiv Egil Skallagrimsson rider Hjem med sin druknede Søns Lig, et udtryksfuldt relief, hvor sorgen afspejles i den ludende hest i blæsten.
Marie Carl Nielsen var hurtigt med på det nyeste. Mens hun i 1888 udstillede på den store nordiske udstilling i København, fik hun på den samtidige franske udstilling inspiration til at rejse til Paris, hvor nyudviklingen i billedkunsten dengang fandt sted. På verdensudstillingen 1889 viste hun nogle indtagende statuetter af kalve, som blev bemærket af selveste A. Rodin, den berømte franske billedhugger. Med et stipendium fra Kunstakademiet, hvis nyoprettede Kunstskole for Kvinder hun frekventerede 1889-90, fik hun mulighed for et længere ophold i Paris 1890-91. Her så hun den nyeste kunst, Gauguin og van Gogh, og omgikkes en mængde danske kunstnere, bl.a. Stephan Sinding og J.F. Willumsen, i hvis værksted hun arbejdede. I foråret 1891 blev hun og Carl N. stormende forelskede, holdt efter få ugers bekendtskab bryllupsfest og rejste derefter til Firenze, hvor brylluppet stod trods forældrenes modstand. De bosatte sig på en kvist i København, fik hurtigt tre børn, og trods pengemangel fik de begge voksende succes. Anne Marie Carl Nielsen arbejdede dels med monumenter, dels med mindre opgaver, hvoraf flere på bestilling. Det kunne være dyrefigurer, gravmæler eller portrætbuster, heraf en fremragende af maleren og billedhuggeren Niels Skovgaard, 1895, og flere af ægtefællen. Anne Marie Carl Nielsen formåede at fastholde det spontane skitsepræg i den færdige form, hvilket giver hendes værker en energisk, genkendelig udstråling. Hun forlod aldrig naturalismen, men benyttede Skønvirkes stiliserede formsprog i de to opgaver, hun løste i Ribe. Det ses i Domkirkens Bronzeporte fra 1904 med løver, kornaks og bølger og i monumentet for Dronning Dagmar på Slotsbanken, 1913-14, hvor kvindefiguren med bølgende hår og klæder, der ses stående i en skibsstævn, angiveligt er inspireret af J.F. Willumsen.
Efter Carl Nielsens død i 1931 fik Anne Marie Carl Nielsen bestilling på hans monument til Grønningen og valgte en personifikation af musikkens genius. I udkastet ses den unge fløjtespiller på den vingede hest Pegasus, som netop synes landet på en stor sten. Som det ofte er billedhuggerens lod, måtte Anne Marie Carl Nielsen ligesom med kongemonumentet gå på kompromis og acceptere en kunstnerisk ringere løsning med en traditionel sokkel, og hun udelod derfor vingerne. Anne Marie Carl Nielsen udstillede fra 1892 på Den frie Udstilling og havde adskillige tillidshverv, bl.a. som medlem af Akademirådet 1912-14. I 1926 hædredes hun med Tagea Brandts Rejselegat, året efter med Ingenio et arti, og 1932 modtog hun Thorvaldsens Medaille. |
